Paradentose (også kaldet parodontitis) er en betændelse i tandkødet og den knogle, der holder tænderne på plads. Ubehandlet kan processen blive så omfattende, at knoglen omkring tænderne nedbrydes, og tænderne til sidst bliver løse. Men paradentose handler ikke kun om munden: den vedvarende betændelse spreder en pro-inflammatorisk tilstand til resten af kroppen via blodet, og netop den mekanisme er baggrunden for, at paradentose i forskningen kobles til en række andre sygdomme, blandt andet type 2-diabetes, hjerte-kar-sygdom og leddegigt. Sammenhængene er dokumenteret i talrige studier [1–3], men fordi mundhulen traditionelt studeres som en selvstændig faktor, er det fortsat vanskeligt at fastslå, hvornår paradentose i sig selv er årsag. Uanset dette kan paradentose både behandles og forebygges, og en tidlig indsats gør en reel forskel.
Hvad gør paradentose ved kroppen?
Paradentose kan beskrives som en systemisk, ikke-smitsom sygdom. En systemisk sygdom påvirker flere organer og systemer i kroppen, i modsætning til en lokal sygdom, der er begrænset til ét sted eller ét organ.
Det overordnede kendetegn ved enhver kronisk, ikke-smitsom systemisk sygdom er, at den er forbundet med en pro-inflammatorisk tilstand i kroppen. At lide af én sådan sygdom kan derfor øge modtageligheden for en anden, fordi de deler de samme underliggende faktorer. For paradentose gælder det, at den pro-inflammatoriske tilstand ikke bliver i munden: den spredes gennem kroppen via blodet og kan udløse reaktioner andre steder. Dertil kommer, at bakterier fra de betændte tandkødslommer kan komme ud i blodbanen. Det er baggrunden for, at man taler om en mund-krop-sammenhæng.
Hvorfor får man paradentose?
Paradentose skyldes primært en ophobning af plak på tænderne, som kan udvikle sig til tandsten, hvis ikke tænderne og tandkødet holdes rene. Plakken indeholder bakterier, der først giver tandkødsbetændelse (gingivitis). Tandkødet bliver rødt og hævet og bløder let, og uden behandling kan det udvikle sig til paradentose.
Ligesom andre systemiske sygdomme øges risikoen for paradentose af en række genetiske og livsstilsmæssige forhold. Flere af dem er de samme, som generelt er hårde for kroppen, og et røgfrit liv og sunde vaner er derfor godt for både tænder og helbred. Risikofaktorer kan være [4]:
- Rygning, som er en af de vigtigste risikofaktorer og samtidig gør, at tandkødet heler dårligere
- Dårligt reguleret blodsukker og nedsat immunforsvar
- Stress
- Svær overvægt (fedme)
- Usunde kostvaner med højt fedtindhold og begrænset frugt og grønt
- Arvelige forhold
Hvordan behandles paradentose?
Paradentose kræver behandling hos en tandplejer eller tandlæge. Opdages sygdommen i de tidlige stadier, kan udviklingen bremses gennem en målrettet forebyggende indsats med grundig instruktion i mundhygiejne samt professionel tandrodsrens. Jo tidligere paradentose opdages, jo lettere er den at få under kontrol, og i de tidlige stadier kan sygdommen ofte standses helt.
Hvad kan du selv gøre?
Meget er i dine egne hænder:
- Børst tænderne to gange dagligt med fluoridtandpasta, til der er rent.
- Rens mellem tænderne hver dag med tandtråd eller mellemrumsbørster.
- Undgå tobak, eller få hjælp til at stoppe.
- Gå til regelmæssige eftersyn og tandrensning, også når du ikke har ondt. Tidlig opdagelse gør en stor forskel.
- Har du diabetes, så fortæl det til din tandlæge, så I kan holde ekstra øje.
Hvornår skal du kontakte tandlægen?
Kontakt os, hvis du oplever tegn på tandkødssygdom, for eksempel:
- Tandkød, der ofte bløder, er hævet eller har trukket sig tilbage.
- Vedvarende dårlig ånde eller dårlig smag i munden.
- Løse tænder, eller tænder der har flyttet sig.
Er du i tvivl om, hvordan dit tandkød har det? Book et eftersyn på din nærmeste Colosseum-klinik, så kigger vi det efter og lægger en plan sammen med dig.
Ofte stillede spørgsmål
Er paradentose farligt?
Ubehandlet kan paradentose føre til tab af tænder. Forskning peger også på sammenhænge mellem paradentose og blandt andet type 2-diabetes, hjerte-kar-sygdom og leddegigt. Det er dog ikke i alle tilfælde fastslået, at paradentose direkte forårsager disse sygdomme.
Hvad er paradentose, og hvad skyldes det?
Paradentose (parodontitis) er en betændelsessygdom, der rammer tandkødet og den knogle, som holder tænderne på plads. Sygdommen skyldes primært ophobning af plak på tænderne. Hvis plakken ikke fjernes, kan den udvikle sig til tandsten og føre til tandkødsbetændelse og senere paradentose.
Kan paradentose påvirke resten af kroppen?
Ja. Paradentose er forbundet med en pro-inflammatorisk tilstand, som kan påvirke resten af kroppen. Bakterier fra de betændte tandkødslommer kan også komme ud i blodbanen. Det er en del af forklaringen på den såkaldte mund-krop-sammenhæng.
Hvilke sygdomme er paradentose forbundet med?
Forskningen peger blandt andet på en sammenhæng mellem paradentose og type 2-diabetes, hjerte-kar-sygdom og leddegigt. Sygdommene deler blandt andet inflammatoriske mekanismer, men forskningen kan endnu ikke i alle tilfælde fastslå en direkte årsagssammenhæng.
Kan paradentose behandles?
Ja. Paradentose kan behandles og bremses. Behandlingen kan blandt andet bestå af grundig instruktion i mundhygiejne og professionel tandrodsrens. Jo tidligere sygdommen opdages, desto lettere er den at få under kontrol, og i de tidlige stadier kan udviklingen ofte standses helt.
Kilder
[1] Hajishengallis G, Chavakis T. Local and systemic mechanisms linking periodontal disease and inflammatory comorbidities. Nature Reviews Immunology. 2021;21(7):426–440.
[2] Sanz M, Ceriello A, Buysschaert M, et al. Scientific evidence on the links between periodontal diseases and diabetes: Consensus report and guidelines of the joint workshop on periodontal diseases and diabetes by the International Diabetes Federation and the European Federation of Periodontology. Journal of Clinical Periodontology. 2018;45(2):138–149.
[3] Sanz M, Marco del Castillo A, Jepsen S, et al. Periodontitis and cardiovascular diseases: Consensus report. Journal of Clinical Periodontology. 2020;47(3):268–288.
[4] Genco RJ, Borgnakke WS. Risk factors for periodontal disease. Periodontology 2000. 2013;62(1):59–94.
