En tandblegning kan være relevant for dig, hvis dine tænder over tid er blevet misfarvet af kaffe, te, rødvin, tobak osv. For rigtig mange mennesker betyder udseendet af ens smil nemlig rigtig meget. Så hvis man først føler, at man har fået gullige eller misfarvede tænder, kan det hurtigt fylde meget. Man begynder måske at smile mindre, fordi man ønsker at skjule sine tænder.
Hvis du har det sådan, vil vi selvfølgelig gerne hjælpe dig på vej tilbage mod hvide tænder og et rigtig “tandpastasmil”. Vi tilbyder flere forskellige behandlinger, alt efter hvilken situation du er i, og hvad du foretrække.
Hvor lang tid holder tandblegning?
Det er vigtigt at understrege, at tandblegning ikke er nogen permanent behandling. Blegningens effekt vil altså aftage en smule over tid, omend dine tænder oftest vil forblive lysere, end de var før behandlingen. Blegningens effekt kan vare alt fra ét år til flere år, og afhænger bl.a. af livsstil og vaner – herunder eksempelvis mundhygiejne.
Derfor bliver dine tænder misfarvede
Overordnet set kan man skelne mellem to forskellige årsager til, at dine tænder bliver misfarvede. Der er de organiske misfarvninger og de uorganiske misfarvninger.
- De uorganiske misfarvninger er dem, som opstår under dannelsen af tanden som følge af arvelige sygdomme, medicin eller et slag på mælketanden. Denne type misfarvninger ligger oftest dybere i tanden, hvorfor de er sværere at blege.
- De organiske misfarvninger er dem, som sker gennem resten af livet. Fordi tænder har en relativt porøs overflade, er det ikke så svært for farvestoffer at trænge igennem. Derfor kan farvestoffer fra mad, drikke og rygning altså være med til at misfarve tænderne. Specielt kaffe, rødvin, lakrids og tobak kan være slemt i forhold til misfarvning af tænderne.
Derudover er det også en faktor, at vores tænder slides helt naturligt, som vi bliver ældre. Det er med til at gøre den hvide emalje tyndere, hvorved den underliggende gullige dentin vil skinne tydeligere igennem. Samtidig bliver der også dannet mere dentin inde i tænderne, hvilket også vil gøre, at tænderne fremstår mere gule med alderen.
Og hvis tændernes misfarvning udelukkende skyldes alder og slid, er det desværre ikke muligt at få et ordentligt resultat ved at blege tænderne.
Hjemmeblegning og klinisk blegning
På vores klinikker kan du få tandblegning ved brug af hjemmeblegning og klinisk blegning på udvalgte klinikker.
Hjemmeblegning foregår ved at du først besøger vores klinik til en forundersøgelse, hvor du vil modtage en grundig instruktion og hvor tandlægen eller tandplejeren vil undersøge dine tænder og dit tandkød, for at sikre at du ikke i har tandkødsproblemer eller øvrige problemer med tænderne, som kan tage skade af behandlingen. Problemer med tænderne kan eksempelvis være isninger og øvrige tandkødsproblemer, som kan forværres ved brug af blegegel. Derefter vil du modtage en skinne og en blegegel, som du kan tage med hjem og anvende dagligt i to uger, ifølge den instruktion, du har fået på klinikken.
Ved dagligt brug af blegegelen hjemme i dine komfortable omgivelser, vil du langsomt opnå det ønskede resultat. Efter de 14 dage vil du muligvis blive inviteret tilbage til klinikken, hvor vi gør status på behandlingen. I nogle tilfælde kan vi anbefale dig at fortsætte behandlingen efter aftale, for at opnå det ønskede resultat.
Den blegegel vi anvender på klinikkerne er baseret på Illuminé, som er en gel der indeholder en koncentration af 10% carbamidperoxid.

Klinisk blegning er en behandling, som gennemføres på klinikken og hvor tandlægen og tandplejeren ligeledes vil anvende en gel, som aktiveres når gelen bliver udsat for lys. Forud for behandlingen vil du få en forundersøgelse, hvor vi sammen gennemgår behovet og forløbet for tandblegningen. Du kan forvente at forundersøgelsen efterfølges af et par dage betænkningstid, hvor du kan nå at overveje om du ønsker at gennemføre behandlingen, baseret på din viden om forventet effekt og eventuelle bivirkninger, såsom følsomhed indenfor et døgn efter behandlingen.
Inden behandlingen afdækkes tandkød, slimhinder og læber, som ikke skal påvirkes af blegningen og som kan blive påvirket af blive følsomheder grundet indholdet i blegegelen. En blegegel består typisk af 6% brintoverilte, som er det aktive stof i blegeprocessen. Blegegelen trænger ind i emaljen og trækker dernæst farvestoffet ud af tanden, hvorved tanden bliver lysere. For at accelerere processen anvendes LED lys på området.

Ekstern og intern blegning
Tandblegning foregår på lidt forskellige måder, alt efter hvilken behandlingsform man vælger. Hos Colosseum Tandlægerne tilbyder vi to former for tandblegning; ekstern blegning og intern blegning.
Ekstern blegning
Ved en ekstern blegning kan man blege flere tænder ad gangen, og her bleger man, i modsætning til den interne blegning, tænderne udefra. Ved ekstern blegning fjernes de farvestoffer, som emaljen gennem årene har taget til sig fra mad, drikkevarer og eventuelt tobaksrøg. Du vil blive visiteret af din tandlæge, der tager stilling til, om dine tænder er egnet til blegning. Efter 48 timers betænkningstid kan behandlingen udføres.
Du kan også vælge en hjemmeblegning. Den foregår ved, at individuelle blegeskinner fremstilles, så de passer præcist til dine tænder. Den fremstilles ud fra et aftryk af dine tænder, som støbes ud i gips, og på denne gipsmodel fremstilles plastskinnen, så den passer præcist til dig. Du instrueres grundigt i, hvordan du anvender skinnen, og hvordan den skal rengøres, samt hvilke forholdsregler du skal tage under en blegning.
Du vil få udleveret en blegegel, der skal bruges 1-4 timer hver dag over en periode på 1-2 uger. Du skal regne med at vedligeholde blegningen ca. hvert andet år afhængigt af kostvaner og evt. tobaksforbrug.
Intern blegning
Ved intern blegning fjernes misfarvninger inde i tanden fra f.eks. en blødning ved rodbehandling. Blegningen foregår ved at fyldning og lidt af rodmaterialet fjernes, og blegematerialet ilægges, hvorefter der lukkes med en midlertidig fyldning.
Dette gentages indtil tanden har fået den ønskede farve, så den passer til nabotænderne, og en endelig fyldning laves af plast.
Er tandblegning skadeligt?
Nej, tandblegning er ikke skadeligt for dine tænder. Men det er dog stadig vigtigt, at du følger tandlægens råd og anvisninger nøje, så processen forløber korrekt. Umiddelbart efter at have fået bleget tænder vil du måske opleve ømhed og isninger i tænderne. Dette er dog ganske normalt og vil aftage igen efter kort tid.
Gode råd inden blegning af tænder
- Hvis du overvejer at få bleget tænder, så tal altid med din tandlæge/tandplejer om, hvorvidt det kan lade sig gøre i dit tilfælde, og hvilke bivirkninger du evt. skal være opmærksom på.
- Køb aldrig blegemidler til hjemmeblegning på nettet! De kan indeholde skadelige stoffer, der kan skade dine tænder, og derfor er de også typisk ulovlige.
- Få altid bleget tænder udført af tandfagligt personale og efter anvisning af din tandlæge.
- Ved hjemmeblegning skal tandlægens anvisninger følges nøje.
- Få altid undersøgt og renset dine tænder forud for blegning.
- Kontakt tandklinikken, hvis der opstår gener eller irritation af tænder eller tandkød i forbindelse med blegning.























