
Visdomstænder er de allersidste fire tænder ud af de i alt 32 tænder, man får, og de er placeret bagerst i munden. De bryder frem bag den sidste kindtand (12-års-tanden) i både over- og underkæben.
Visdomstænder betragtes som et levn fra fortiden, hvor man rent faktisk havde brug for dem. Dengang var kæberne større, og der var plads til, at visdomstænderne kunne bryde frem og fungere som de øvrige tænder i munden.
Men i takt med, at vores kæber er blevet mindre gennem tiden, oplever mange problemer med deres visdomstænder, fordi der ikke længere er plads til dem. Derfor er naturen også i gang med at tage konsekvensen af de mindre kæber, og mange mennesker danner slet ikke visdomstænder længere.
Læs med nedenfor, hvor vi gennemgår, hvorfor visdomstænder har fået deres navn, hvad man bruger en visdomstand til – og meget mere.
Hvorfor hedder det visdomstænder?
Betegnelsen visdomstænder stammer fra det latinske udtryk dentes sapientiæ, som betyder “klogskabens tænder”. Navnet henviser til det tidspunkt i livet, hvor disse tænder typisk bryder frem – en alder, hvor man traditionelt anses for at have opnået større visdom og modenhed.
Selvom navnet antyder en forbindelse til klogskab, har visdomstænder naturligvis ingen indflydelse på en persons intelligens eller visdom.
Så hvis du har et familiemedlem, der har drillet dig med, at de er klogere end dig, fordi de har flere visdomstænder – ja, så kan du roligt svare, at det altså ikke holder vand.
Visdomstænder: Hvornår får man dem?
De fleste oplever, at deres visdomstænder bryder frem mellem 17- og 25-årsalderen. Hvornår de kommer, varierer dog fra person til person og afhænger blandt andet af genetik og kæbestørrelse. Nogle får deres visdomstænder tidligere, mens andre først oplever frembrud senere i 20’erne.
Det er heller ikke sikkert, at alle visdomstænder bryder frem samtidig. En visdomstand i overkæben kan for eksempel komme, når man er 17 år, mens en i underkæben først bryder frem som 22-årig.
Desuden bryder visdomstænderne ikke nødvendigvis frem i et jævnt tempo. Frembruddet sker ofte i ryk, og processen kan gå i stå i perioder. Det betyder, at én visdomstand kan være lang tid om at komme helt frem gennem tandkødet, mens en anden måske bryder hurtigt igennem.
Får alle visdomstænder?
Nej, det er ikke alle, der udvikler visdomstænder. Nogle mennesker har anlæg til alle fire, mens andre kun udvikler én, to – eller slet ingen. Denne variation skyldes primært genetiske faktorer og evolutionære ændringer.
Som tidligere nævnt hænger det sammen med, at både vores kost og kæbestørrelse har ændret sig markant over tid. I takt med, at vi ikke længere har samme behov for at tygge grov og sej mad, er visdomstænderne blevet mindre nødvendige. Det har ført til, at nogle mennesker slet ikke udvikler dem.
Det er heller ikke usædvanligt, at visdomstænder aldrig bryder frem og bliver liggende i kæben uden at forårsage problemer. Hvis du omkring 20-årsalderen endnu ikke har mærket noget til dine visdomstænder, kan det være en god idé at besøge tandlægen og få taget et røntgenbillede for at se, om de overhovedet er dannet.
Hvis en visdomstand ligger skjult i kæben, bør der følges op med jævne mellemrum via røntgen, så tandlægen kan holde øje med, om tanden ligger og skaber problemer i kæben.
Skal visdomstænder fjernes?
Nej, ikke altid. Det afhænger af, om der er sygdom i eller omkring dine visdomstænder, samt hvor stor risikoen er for, at der opstår sygdom senere.
For at vurdere dine visdomstænder skal tandlægen:
- Kende din historik – herunder om du tidligere har haft gener og dit generelle helbred
- Undersøge visdomstænderne i munden
- Vurdere visdomstænderne radiologisk – ud fra et røntgenbillede
På baggrund af disse tre faktorer kan der stilles en diagnose, som afgør, om visdomstanden vurderes som syg eller sund. Derudover kan tandlægen udarbejde en risikovurdering, der indikerer sandsynligheden for, at sygdom udvikler sig eller opstår. Til sidst vurderes eventuelle komplikationer ved både behandling og ikke-behandling.
Med udgangspunkt i diagnosen kan du træffe en informeret beslutning om, hvad du ønsker at gøre.
Hvis røntgenbilleder viser, at du har en visdomstand i kæben, som gør skade, vil løsningen ofte være at foretage en fjernelse af visdomstanden. Mange vælger også at få fjernet deres visdomstænder, hvis de gentagne gange oplever problemer som smerter eller infektioner.
Hvis der ikke er nok plads i kæben, kan visdomstænderne vokse skævt. Det kan føre til pladsproblemer og give anledning til generelt ubehag. Derudover kan visdomstænder være svære at holde rene, hvilket øger risikoen for huller og tandkødsproblemer.
Det er en god idé at konsultere din tandlæge, hvis du er i tvivl om, hvorvidt en eller flere af dine visdomstænder bør fjernes. Der findes forskellige metoder til fjernelse – herunder almindelig udtrækning, samt operativ og kirurgisk fjernelse af visdomstanden.
Er du interesseret i at vide, hvad det koster at få fjernet en visdomstand, kan du tage et kig på vores priser. Hos Colosseum Tandlægerne foretager vi altid grundige forundersøgelser og rådgiver dig på baggrund af netop din situation. Du får en klar vurdering uden skjulte gebyrer og med fuld gennemsigtighed i priserne.
Kontakt Colosseum Tandlægerne og få kompetent vurdering og hjælp til dine visdomstænder i hele landet
Står du i den situation, at du skal have fjernet en eller flere visdomstænder? Måske du har ondt i kæben pga. en visdomstand eller andre problemer med visdomstanden, der skaber gener – så er vi det rette sted at gå hen. Vi tilbyder altid kompetent behandling, og med 30 klinikker fordelt over hele landet, kan du altid finde en Colosseum Tandlægerne-klinik nær dig. Vi kan også hjælpe dig, hvis du oplever betændelse i kæben eller problemer efter at have fået fjernet en visdomstand.
Hvis du har tandlægeskræk eller har andre bekymringer omkring at skulle have undersøgt eller fjernet en visdomstand, fx om det gør ondt at få fjernet en visdomstand, kan du roligt fortælle det til os. Vi går meget op i, at vores patienter skal have det trygt i vores tandlægestol. Du kan også gå ind på vores Trustpilot og se, hvad vores tidligere patienter siger om os.