Skift til os Henvis Book tid

Hjælp – mit barn nægter at børste tænder!

Allerede når den første tand bryder frem, er det vigtigt at komme i gang med tandbørstningen – både for tændernes skyld og for at gøre det til en naturlig del af hverdagen. Men hvad gør man, hvis barnet nægter?

Gør tandbørstningen til en sjov aktivitet

Lad det lille barn undersøge, lege med og prøve tandbørsten, så den ikke virker fremmed. Måske kan I hver have jeres tandbørste, så du selv børster tænder, mens barnet leger med sin. Små børn kan godt ligge ned og få børstet tænder, så prøv dig frem – det kan måske fungere bedre på puslebordet, i sengen, på sofaen eller i barnevognen.

På YouTube kan du finde forskellige tandbørstesange på, som kan gøre tandbørstningen til en underholdende aktivitet, for dit barn.

Når barnet bliver lidt ældre, kan det hjælpe at lade det selv vælge farve på tandbørsten eller tandpastatuben. Det kan også gøre en forskel at børste sammen – børn gør jo ofte som forældrene gør, og ikke altid bare som de siger. Husk dog, at du som voksen skal hjælpe med tandbørstningen helt op til 10–12-årsalderen – også selvom barnet gerne må børste selv i starten.

Et andet trick kan være at tage et spejl frem og “lede efter tandtrolde” før tandbørstningen og gøre det til en leg at fange alle de små trolde, der er så hurtige, at man næsten ikke kan se dem. Efter en lang dag med leg og aktiviteter er mange børn trætte, når det er tid til at børste tænder. Det kan derfor være en god idé at børste tænderne lidt tidligere på aftenen – og ikke lige før sengetid.

Alle børn er forskellige, og nogle udfordrer grænserne mere end andre. Det er vigtigt at huske, at selvom barnet ved, hvad det vil, så ved vi som voksne, hvad der er bedst – og derfor må vi nogle gange være mere stædige.

Hvornår og hvor ofte skal børn børste tænder?

Børst tænder både morgen og aften med en blød tandbørste og en lille smule fluortandpasta til børn. Start med de bagerste tænder, og brug en tandpastamængde på størrelse med barnets lillefingernegl. Tænderne skal ikke skylles med vand bagefter, da det fjerner det beskyttende fluor. Helst bør barnet heller ikke spise eller drikke noget de første 2–3 timer efter tandbørstningen.

Colosseum Danmark