Skift til os Henvis Book tid

160 år i tandens tjeneste – fem generationer i samme fag

Søren Kiær skubber en bunke gamle tidsskrifter til side og retter på sin lampe over arkivbordet. Han sidder inde hos Dansk Tandlægeforening og bladrer mellem arkiverne, hvor støvet ligger tungt, men luften er fuld af minder. Glemt mellem årgangene dukker små billeder og overskrifter op, som vækker erindringer om tandlæger, der i generationer har formet faget.

Fra overbøssemager til klinik hos Colosseum Tandlægerne

I 2008 bliver Søren Thorvald Kiærs omfattende og dramatiske familiehistorie for første gang beskrevet i Tandlægebladet, som Danmarks måske ældste tandlægefamilie. I hver generation siden 1866 har der været tandlæger i familien. Blandt Sørens oldeforældre blev fem ud af otte søskende tandlæger, og én blev tandtekniker. Familien tæller Danmarks første børnetandlæge, en af landets første kvindelige tandlæger, hoftandlæger, professorer og en tidligere formand for Tandlægeforeningen.

Da Jens Peter Jensen Kiær i 1866 valgte at blive tandlæge, var det ikke et kald i klassisk forstand – det var en nødvendighed. Han var uddannet bøssemager og havde deltaget i Treårskrigen 1848-50 og igen i krigen i 1864. Efter nederlaget stod Jylland delvist besat, og hans maskinstation i Vejle lå i ruiner.

Arkivbilleder fra Tandlægebladet

Håndværket måtte genopfindes og han begyndte at virke som tandlæge – i en tid før den formelle tandlægeuddannelse fandtes. Uddannelsen var et mesterlæresystem: man rejste rundt, samlede erfaring og lærte hos etablerede behandlere. I 1866 var Jens Peter praktiserende tandlæge – og dermed begyndte en tandlægeslægt, der i fem generationer har sat sit præg på faget.

I dag arbejder hans tipoldebarn, tandlæge Søren Kiær, på en klinik i Kronprinsessegade, som er en del af Colosseum Tandlægerne. Egentlig forudsagde Søren at ringen ville været sluttet for år tilbage, men historien fortsætter.

En familie formet af faget

Oldefaren, Morten Frederik Thorvald Kiær (1861–1928), havde praksis i Vimmelskaftet i København. Søren Thorvald Kiær finder prislisten frem fra 1890’erne: En ekstraktion kostede få kroner – ”det lyder ikke af meget, men sammenholdt med datidens timeløn på 27 øre for en faglært og 10 øre for en ufaglært, var tandbehandling en betydelig investering”, understreger Søren Thorvald Kiær.

Betaling foregik én gang om året – “på klods” som hos købmanden. Søren finder også beretninger frem, som han har bevaret fra 1915. De er underskrevet klinikassistenten, ”ofte tandlægens hustru”, påpeger Søren og tilføjer at assistentarbejde dengang var ulønnet, så derfor var det almindeligt at ægtepar drev klinikken i fællesskab.

Fra håndværk til sundhedsprofession

Tandlægefaget var i begyndelsen tæt knyttet til håndværkstraditionen, hvor tandlægerne selv stod for fremstilling af proteser og kroner – og guldindlæg blev som oftest modelleret i voks direkte i patientens mund. Bedøvelse var ligeledes noget tandlægen selv stod for at fremstille og det bestod ofte af æter og kloroform, frem til at man indførte lattergas i 1860’erne. Søren Thorvald Kiærs familie optræder i en beretning, hvor det var ”nær gået galt for tandlæge Kiær”.  Episoden, hvor Sørens tipoldefar nævnes, er beskrevet af Elsebeth Nørgaard Petersen i bogen ”En familie i modgang og medgang” (2000) og ikke lang tid derefter blev loven om anæstesi strammet.  

Nutidens tandlægepraksis er kendetegnet ved høj infektionskontrol og strenge krav til autorisation og kontinuerlig faglig opdatering. Kontrasten til 1960’erne er markant, da det den gang hverken var ualmindeligt at tandlægen røg cerutter under behandlingen – og ej heller at en aldrende tandlæge kunne falde i søvn med patienten i stolen.

Før faget blev moderne

Da Søren Thorvald Kiær selv blev færdiguddannet i 1982, overtog han som 26-årig sin onkels praksis. Klinikken lå i Nørre Farimagsgade, hvorfra han drev selvstændig praksis i næsten 40 år. Han førte samtidig en tradition videre fra tidligere generationer: at tage ud til patienterne. Søren fortæller at an engang besøgte en næsten 100 år gammel patient i hendes hjem.   

I 2022 solgte Søren sin klinik til Colosseum Tandlægerne. “I starten var jeg lidt tilbageholdende med at ville indgå i en kæde”, fortæller han. For en tandlægefamilie, der i 150 år havde drevet selvstændig praksis, var tanken fremmed.

Men med stigende dokumentationskrav og faldende værdi af mindre solopraksisser, gav det aflastning at være en del af en større kæde.

Søren Kiær lægger arkiverne tilbage på hylden, men minderne om tidligere generationers arbejde bliver ved med at leve. Fra oldefarens improviserede praksis i Vimmelskaftet til nutidens højteknologiske klinikker har fem generationer formet både tænder og tandlægefaget – og i den historie lever både stoltheden, traditionen og kærligheden til faget videre.

Tandlægerne i familien Kiær
Colosseum Danmark