Skift til os Henvis Book tid

Når Colosseum tandlæger snører løbeskoene

– 2 millioner kilometer for et godt formål

August 2026

Move4Good er Colosseum Dental Groups fælles bevægelsesinitiativ, hvor medarbejdere fra koncernens 11 lande sammen omsætter gåture, løb, cykling og svømning til kilometer – og til penge til velgørenhed. Målet for 2026 er ambitiøst: 2 millioner kilometer på et år. Nu er kampagnen mere end halvvejs, og de mest engagerede deltagere gør sig klar til årets absolutte højdepunkt.

Efter et halvt års træning, gåture, løbeture, cykelture og svømmetag er Move4Good 2026 for alvor gået ind i sin afgørende fase. Indtil videre har medarbejdere på tværs af de 11 lande tilsammen tilbagelagt imponerende 1.158.512 kilometer – mere end halvvejs mod målet. Landene konkurrerer samtidig indbyrdes om kilometerne, og der er ekstra god grund til at være stolt i Danmark: takket være en fantastisk indsats fra de danske kolleger ligger Danmark lige nu nummer ét.

Det betyder, at hver eneste kilometer fortsat kan blive afgørende i kampen om at fastholde førstepladsen og sikre Danmark en del af velgørenhedspuljen på €200.000, som de tre bedste lande får mulighed for at donere til lokale formål.

Næste stop: Alpe d’Huez

Samtidig nærmer årets absolutte højdepunkt sig. Den 20.–23. august samles de mest engagerede Move4Good-deltagere fra hele koncernen til den legendariske Alpe d’Huez-ekspedition – en oplevelse, hvor måneders dedikation kulminerer i en fysisk og mental udfordring ud over det sædvanlige.

Danmark bliver repræsenteret af Anna, Lotte og Katrine, som gennem deres engagement og træningsindsats har kvalificeret sig til årets ekspedition. Vi har talt med to af dem om vejen til bjerget.

Anna er partnertandlæge på klinikken i Ballerup, men hverdagen begynder på den anden side af vandet. En helt almindelig arbejdsdag starter med turen over Øresundsbroen – en pendlertur, hun efterhånden kender ud og ind, og heldigvis med en udsigt, der aldrig bliver kedelig. Med en specialuddannelse i protetik fra Sverige fylder de protetiske behandlinger meget i hendes hverdag, men der er også plads til mange andre typer behandlinger

Lotte er juniorpartner og tandlæge på klinikken på Slotsgade i Odense. I sin fritid har hun gennemført mere end 25 halvmaraton, men aldrig et ultraløb som dette. For hende var det især kombinationen af udfordringen og fællesskabet, der motiverede hende til at gå efter en plads på ekspeditionen.

“Jeg er rigtig glad for at løbe – særligt de mellemlange distancer på over 10 kilometer. Udfordringen med at skulle løbe et løb på Alpe d’Huez tiltrak mig både på grund af distancen og de fantastiske omgivelser, men også fordi det er en god måde at udvide sit netværk på,”

Højdemeter uden bakker at træne på

Begge er øvede løbere, men ingen af dem har bjerge lige uden for døren. Derfor har den største udfordring for dem begge været at finde det rigtige terræn at forberede sig i – og løsningen er blevet mange timer indendørs. Anna træner mindst tre gange om ugen med lange ture og intervalpas, og bakkerne må hun simulere kunstigt.

“Jeg er vant til at løbe, men slet ikke i så stejlt terræn som på Alpe d’Huez. Derfor er det blevet til mange hårde timer på løbebåndet for at simulere stigningerne, for der er ikke ligefrem alpine bakker i det Skåne. Hvis jeg skal være helt ærlig, så er det ret kedeligt! Jeg løber langt hellere ude i naturen, hvor landskabet skifter, og man får lidt mere frisk luft end aircondition.”

Lotte står med samme udfordring. Med hjælp fra en online træner følger hun et program med fem ugentlige træningsdage og omkring 35 kilometers løb om ugen, og den seneste måned er trappemaskinen blevet en fast del af træningen.

“Den største udfordring er helt klart rutens mange højdemeter. Jeg er ikke så nervøs for distancen, men mere spændt på, hvordan benene klarer de mere end 1.000 højdemeter på de sidste 10 kilometer. Odenses terræn kan beskrives lidt som en brunsviger, hvor dejen jo er flad, men med fordybninger med plads til snask. Så derfor har trappemaskinen været en vigtig del af forberedelserne.”

Tæller ned til startskuddet

Når startskuddet endelig lyder på bjerget, er det for begge både udfordringen, udsigten og fællesskabet, der trækker. Anna håber at få overskud til at nyde det hele undervejs.

“Selvom pulsen bliver høj, og benene sikkert kommer til at syre til, håber jeg stadig, at jeg får overskud til at nyde den fantastiske udsigt og oplevelsen af at løbe i alpeterræn. Jeg håber selvfølgelig også på solskin, på at møde en masse skønne Colosseum-kolleger fra hele Europa – og ikke mindst på at krydse målstregen med et stort smil på læben.”

Lotte glæder sig til den samme følelse – og til ét øjeblik i særdeleshed.

“Jeg glæder mig til at mærke energien fra alle deltagerne, når vi står samlet og venter på startskuddet. Men det, jeg glæder mig allermest til, er uden tvivl at krydse målstregen efter de 23,8 kilometer op ad Alpe d’Huez.”

Mens Anna, Lotte og Katrine gør sig klar til årets finale, fortsætter kilometerkampen hjemme. Med kun lidt over 50 dage tilbage er intet afgjort endnu – og hver eneste kilometer kan være med til at holde Danmark øverst på podiet.

Find klinik
Colosseum Danmark