Skift til os Henvis Book tid

Blister – hvad er det og hvordan fjerner man blister i munden?

Vi kender alle til den kedelige følelse af at have blister i munden. Det gør ondt, især når tungen strejfer blisten, eller når man indtager noget syrligt.

Nogle får hyppigere blister end andre – hvis du er én af dem, der ofte er generet af blister, så læs mere her på siden og bliv klogere på, hvad blister er, hvorfor de opstår, samt hvordan man kan forebygge dannelsen af dem.

Hvad er blister i munden?

Blister er små så i munden, som kan være generende, når man spiser, drikker og sågar taler. Blister starter som små blærer, som efter kort tid udvikler sig til deciderede sår, hvor nerveender blottes. Dette er også årsagen til, at blister kan være særdeles smertefulde.

Blisterne er typisk små hvidlige eller gullige sår, som er omkranset af en rødlig kant. De kan variere meget i størrelse og facon og opstår typisk på de bløde steder i munden; altså primært tungen og indersiden af læberne.

Det kan også variere, hvor lang tid en omgang blister i munden vil vare ved. Men ofte vil de forsvinde efter 5-15 dage alt efter størrelsen på dem.

Hvorfor får man blister i munden?

Blister i munden opstår når mundens tynde slimhinde er blevet beskadiget. Når der går hul på slimhinden, vil der altså opstå smerter. Slimhinden kan briste enten som udtryk for irritation eller grundet decideret beskadigelse.

Irritationen kan bl.a. skyldes syreholdige drikkevarer eller skummemidlet i tandpasta (natriumlaurylsulfat), mens beskadigelse kan ske gennem eksempelvis for hård tandbørstning.

Hvad giver blister i munden?

Det er faktisk endnu ikke præcist afklaret, hvad det er, der giver blister i munden. Der er dog en række ting, som menes at have betydning for udviklingen af blister.

  • Stærke eller syreholdige fødevarer: Stærke eller syreholdige fødevarer, som f.eks. sodavand eller gammel og stærk ost, menes at kunne kobles sammen med dannelsen af blister i munden.
  • Vitaminmangel: Ligeledes menes det, at der kan være en sammenhæng mellem vitaminmangel og dannelse af blister.
  • Stress: Der er mange som oplever, at de får specielt mange blister i stressede perioder.
  • Beskadigelse af mundslimhinden: Som nævnt ovenfor kan blister også opstå, fordi man har fået beskadiget sin mundslimhinde gennem f.eks. bid eller for hård tandbørstning.
  • Tandpasta med skummemiddel: Hvis man har tendens til blister, kan man med fordel udskifte sin tandpasta, hvis den indeholder skummemiddel. Skummemidlet kan nemlig medføre blister i munden, hvis man er blandt den gruppe af mennesker, som ofte får dem.
  • Hormonelle svingninger/forandringer: Der er nogle kvinder, som har tendens til få blister op til menstruation.

Kan man forebygge blister i munden?

Det er svært at komme med ét godt råd til, hvordan man forhindrer at få blister i munden, da det kan være meget svært at afklare, præcist hvorfor netop du får blister. Men herunder præsenterer vi en række små tiltag, du kan lave i din hverdag, som vil mindske risikoen for dannelse af blister i munden.

  • Udskift din skummende tandpasta: Hvis du bruger en tandpasta med skummemiddel, kan du med fordel udskifte den, da det ellers kan være med til øge risikoen for blister i munden.
  • Sørg for nok vitaminer i din kost: Da vitaminmangel kan være en årsag til blister, anbefales det, at du sørger for at få nok af de forskellige typer vitaminer. Det kan være svært for mange at få nok vitaminer gennem deres almindelige kost, hvorfor kosttilskud kan være en god idé for mange. Specielt Q10, jern og B-vitamin bør være i fokus her.
  • Tænk over indtag af syreholdige og stærke fødevarer: Som vi nævnte tidligere, kan stærke eller syreholdige fødevarer være med til at danne blister. Derfor kan du med fordel skære ned på dit indtag af disse.
  • Lyt til din krop: Da stress også kan være en faktor i dannelsen af blister i munden, bør du også prøve at lytte til krop og mærke efter i forhold til, om du føler dig stresset.

Hvordan fjerner man blister i munden?

Der er desværre ikke nogen mirakelkur, som gør, at du selv kan fjerne blister i munden hurtigt og effektivt og små blister kræver som regel ikke behandling. Man er nødt til at have tålmodighed og vente på, at de forsvinder af sig selv.

Din tandlæge kan vejlede dig omkring blister

Når du komemr regelmæssigt til tandeftersyn, kan din tandplejer og tandlæge forebygge og identificere begyndende tandproblemer og mundsygdomme.

Din tandplejer er uddannet til at identificere unormale tilstande i mundhulen og vil i samarbejde med din tandlæge kunne vejlede eller henvise dig til behandling, hvis det er nødvendigt.

Colosseum Danmark